FANDENS
TIL FANGSTMÆND!
For
første gang nogensinde er Jørn Riels skrøner sat op på en teaterscene
Latteren,
poesien, tankerne og løgnehistorierne er rystet sammen til én handling, der har
noget på hjerte. Flemming Jensen har skrevet forestillingen ud fra Riels
figurer og univers, så skrønerne er blevet til skrønen.
FJORDUR
og HERBERT er to garvede fangstmænd i 1950’erne i det nordlige Østgrønland. De
ernærer sig ved fangst af sæl, isbjørn, snehare, polarræv og andre skindbærende
dyr, der kan gøres i penge. De to ældre fangstmænd er i gang med at overvintre
alene i fangsthytten ved det lille sund neden for bræen – det er tredje vinter
i træk, fordi det årlige skib fra Danmark er udeblevet.
Som med livet og tilværelsen i det hele taget, er der jo ikke andet at gøre end at vænne sig til det. Men de har begge det problem, at den anden uheldigvis er idiot. Alligevel sidder de så dér med alle deres længsler efter alt det, de har valgt at forlade – og som nu kun eksisterer i deres drømme. Altså, de dage hvor de gider drømme.
Som med livet og tilværelsen i det hele taget, er der jo ikke andet at gøre end at vænne sig til det. Men de har begge det problem, at den anden uheldigvis er idiot. Alligevel sidder de så dér med alle deres længsler efter alt det, de har valgt at forlade – og som nu kun eksisterer i deres drømme. Altså, de dage hvor de gider drømme.
En
mandeverden – ikke noget pynteri, ikke nogen kvinder, ikke noget stads, ikke
noget snot! Tak!
Rå,
to-dimensionale typer med et følsomt sind – alt det stof særlinge er skabt af.
Og som skaber skrøner.
To
mænd overladt til sig selv og hinanden – den slags skaber venskaber, afsky og
humor. Forunderlige episoder – man kan skændes om en teske! Det er så yndigt at
følges ad – men KUN for to, der gerne vil sammen være.
De
priser sig lykkelige for at være langt væk fra alt det, de drømmer om. Ellers
ku’ de jo ikke nøjes med at drømme …
Men
HUN er der alligevel hele tiden – kvinden, naturen, det uberegnelige og
ukontrollable. Eller er hun? Er den ene af dem fuld af løgn, eller stod HUN der
faktisk lige før? Kan det svare sig for rigtige mænd at kæmpe om at gøre kur
til en, der måske slet ikke er der? På den anden side set – gi’r det mening for
et tænksomt menneske at bygge sit liv på andet end uvisheden?
Så
kommer han – DEN UNGE MAND.
LASSELILLE
kommer med al sin ungdommelige kækhed som en kile ind i den lille hytte og
skaber både konkurrence og sammenhold. For hva’ fanden bilder han sig ind? Han
bilder sig faktisk en hel del ind … i starten. Et trekantsdrama for fire nord
for polarcirklen – sjovere bli’r det ikke! For tilskueren, altså. Det kan godt
være, at kvinder ikke er perfekte, men de er det bedste bud på det andet køn,
Fjordur og Herbert kender. Dengang hed det ikke at score – men at trække
rejsegrammofonen op og spendere en -78’er med ”En spillemand snapped’ fiolen
fra væg” …. udenfor hyler nordenvinden, og isbjørnen spidser ører. Men hvad
nytter det hele, hvis HUN ikke er der – eller hvis HUN er der, og Lasselille
også er der?
”Gider du række mig lidt kogt hvalros-luffe?”
Ovenstående er fra Odense Teaters hjemmeside.
Tina og jeg var onsdag aften inde og se dette stykke. Sjældent har vi grint så meget.
Alene programmet (papirfolderen) indeholder fraklip fra stykket.
Hvis det kommer til en by i nærheden, så skynd dig at få billetter...
t
Ingen kommentarer:
Send en kommentar