Min ynglings musiker Allan Olsen er nedkommet med
nedenstående tekst.
I disse Covid-19 tider
Når nu hver eneste dag alligevel er søndag…
En smal røvsprække til mund, ligesom min egen. Men det er ikke min – det er Peter Q Geislings’, når han kigger på os gennem kameraet med øjne, der på én gang er varme, empatiske og faglig-saglige. - Og Corona-Søren. Er det overhovedet en mund?
Vi kender disse mænd, og vi trøstes ved dem.
En smal røvsprække til mund, ligesom min egen. Men det er ikke min – det er Peter Q Geislings’, når han kigger på os gennem kameraet med øjne, der på én gang er varme, empatiske og faglig-saglige. - Og Corona-Søren. Er det overhovedet en mund?
Vi kender disse mænd, og vi trøstes ved dem.
Vi kender dem og vi kender nyheds-speakernes stemmer, og vi
kender Erna fra Grindsted og Ejnar fra Ry, og bageren kender vi, for ham går
det godt, og restauratøren, for ham går det slet ikke. De kommer osse til orde,
og fortæller om, hvordan denne skyggefulde tid påvirker dem. Det er dét, det
handler om.
Og inderst inde håber vi at omverden inden længe beundrende
vil sige – Wow, look at Denmark. They really did the right thing!
Og vi vil endnu længere inde i os selv godte os over idioter
som Trump, rødvinsdovne italienere, over Indonesierne, der af myndighederne har
fået Corona-besked på at bede og så ellers æde deres morgenmad.
Hver aften kan vi høre de seneste sports-tal. Stillingen.
USA har overhalet både Kina, Italien og Spanien. – For ikke
at tale om svenskerne, de satans selvfede og langskallede svenskere, som ikke
vil gøre som os, fordi de ALTID mener, de har ret. (Der kommer en dag, hvor vi
fucking slår jer i ishockey. Okay, ikke foreløbig måske, men den kommer) - Gi’
os tallene fra Stockholm – hit med dem. Yes! Pt. ligger vores strategi, Mettes’
plan i Oehlenschlägers ånd lunt i svinget i vores indædte konkurrence med jävle
Jønsson øst for sundet.
Ååååh det bli’r surt, når dagligdagen vender tilbage. Ingen
lindrende fællesfølelse, som varm kakao og bolle på sengekanten. Ingen
jomfruelig glæde over at luften over os aldrig har været renere, endda uden vi
selv har behøvet at røre en finger. Ingen adfærds-formaninger fra hverken store-
eller lillemor. Pladsen i supermarkedet, friheden for at give knus og kram,
slendrianen og den vidunderlige, rene samvittighed over absolut INTET at
foretage sig.
Og husk: Ikke forbande at du forpassede chancen for at lære
at spille klaver imens…
K. Allan.
