Historien om et iulemærke. Et lille mærke
med en meget stor betydning.
»Der var engang et Frimærke, som så ganske anderledes ud end de
andre, der gik i handel og vandel.Det var større. Det havde en anden facon og
en anden farve. Og så havde det et underligt ansigt! “Vorherre må vide, hvad
det er for en fyr« sagde Ti-øres mærket og rynkede på sin officielle næse. “Der
er bestemt noget muggent ved ham” sagde Femøres-mærket, der troede det var nødt
til at være dobbelt så stor på den, fordi det kun var halvt så dyrt. »Det
koster bare to øre« sagde Treøres-mærket hånligt.
»Nå, nå, det er ikke pengene, det kommer an på, sagde
Enøres-mærket. »Man gør sin nytte og fylder efter, hvor der mangler noget«.
»Ak ja,” sagde Toøres-mærket, der var træt af alle de tryksager,
det måtte slæbe på.
Tyveøres-mærket havde råd til at være høflig. Det var jo også skabt til
langfart og så derfor mere europæisk på tingene. “Lad os spørge manden«, sagde
det. “Naturligvis under den forudsætning, at ingen af de højere mærker først
ønsker at udtale sig«. Halvtredsøres-mærket og Krone-mærket så ud som om de aldeles
ingenting havde hørt! »Måske den herre så vil sige til kollegerne, hvem han
er?« sagde Tyveøres-mærket. “Jeg er Julemærket”sagde den nye, så sagte og
beskedent at de knap kunne høre det. »Er De måske engageret til at besørge
juletrafikken?« “Ak Gud, nej«, sagde julemærket. » Jeg er såmænd ikke engang i
stand til at bære det mindste brevkort tværs over gaden» “De er altså ikke
nogen kollega?”
“Jo ... nej ... jo ... «. julemærket stammede sådan i det og var
så forlegen, at det var en ynk at se.
“Jeg må gøre Dem opmærksom på, at her i etaten, har vi hver sit bestemte
arbejde«, sagd Tyveøres-
mærket. »Vi bærer hver sin postsag forstår De eller frigør den, om De holder
mere af det udtryk. Vi kan ikke have driverter iblandt os«. “Jeg er heller
ingen drivert«, sagde julemærket. “Jeg bærer også noget, jeg frigør også
noget!” “Han er skør, sagde Femøres-mærket. “Hvad bærer De da?”, spurget
Treøres-mærket. “De må ikke blive vred på mig”, sagde julemærket. “ Det lyder
jo dumt og indbildsk, fordi jeg er så ubetydelig og ganske uofficiel. Men det
er sandt alligevel - jeg bærer sten, - sten til et stort hus, som skal bygges
engang. Og i huset skal der bo syge drenge, som skal helbredes”. Længere kom
julemærket ikke, såadan en latter brød de rigtige frimærker ud i. Da de
tilsidst ikke kunne le mere mere sagde Tyveøres-mærket: “ Nej, den historei går
ikke min gode. Sten sender man pr. fragt og syge drenge pr. personbillet. De
kan aldrig komme ind under postetaten. Derfor må jeg høfligst bede Dem
forsvinde. De spilder tid og tager plads op. De har ikke noget at gøre her.”
“Det er hørt,” sagde Halvtredsøres-mærket. Og så var det hørt.
Men julemærket blev hvor det var og bad ynkeligt for sig. Det
råbte til alle, der kom hen til lugen: “Åh, køb mig, sæt mig på brevet, klæb mig
på for Guds skyld, bare i hjørnet et sted, så jeg kommer med.... jeg koster jo
kun to øre, jeg er det lille julemærke.”Det er absolut ikke postalt”, sagde
Tyveøres-mærket. Men det var jo jul og folk var godmodige. “Det er da synd for
det pæne lille mærke”, sagde de. Så de købte det og satte de på brevene. Der
var dem, der satte to på og dem der satte ti, men ingen satte ingen. Da julen
var forbi, var alle julemærkerne borte. Så kom næste jul, og næste igen og nok
en jul, og julemærket var bestandig på pletten. Til sidst spurget folk, hvor
det blev af, når det kom en dag senere, end de havde ventet.
Og en dag lå der et stort smukt hus med sol på ruderne. “ Det
hus er der gået mange sten til” sagde Tyveøres-mærket. “Jeg har båret dem”,
sagde julemærket. “Og sikke mange sunde, glade børn, der kommer ud af porten”,
sagde Halvtredsøres-mærket. “Jeg har frigjort dem,” sagde jkulemærket. “Så er
du vel også så god, som nogen af os andre,” sagde Krone-mærket. Og så blev der
ikke talt mere om den ting. For når Kronemærket havde talt, var der ikke mere
at sige. Se det var en rigtig julehistorie!
I år er det 100 år siden det første rigtige julemærkehjem stod
klar . Dengang til at modtage syge og underernærede børn. Idag er det
overvægtige børn og børn med “ondt i livet”, som bliver hjulpet til en bedre
fremtid på landets julemærkehjem
