Denne politikrimi er en dansk debut; endnu en
skandinavisk journalist er sprunget ud som krimiforfatter, og efter sigende
skulle bogen være første del af en trilogi.
Bogen er skrevet i et
udmærket sprog, og Hastrup tegner personerne ganske godt.
Plottet
begynder, da den 22-årige Anna Gudbergsen fra Ringkøbing er på vej hjem fra
diskoteket på cykel.
“Cyklen slingrede
så voldsomt, at det kildede i maven, da Anna bumpede ned ad den ujævne skovsti.
Hun kom til at le højt, og lyden af hendes latter flængede stilheden i den sorte
skov.”
Læseren har sikkert gættet, at Anna aldrig når hjem. Hun
bliver brutalt myrdet, og allerede dagen efter tilkalder politikommissær Teit
Jørgensen hjælp fra Rigspolitiets Rejsehold, som sender Rebekka Holm afsted som
forstærkning. 35-årige Rebekka stammer selv fra Ringkøbing, men hun er ikke
særlig begejstret for at vende tilbage til sin fødeby, og det bliver efterhånden
klart, at vi her har en kvinde med fortid.
Plottet kører udmærket derudad
med en passende håndfuld mistænkte, blandt andet den fyr, Anna skændtes med på
diskoteket, hendes far, samt de mandlige medlemmer af familien Mathiesen. John
Mathiesen er leder af den lokale frikirke, og Anna var kæreste med den ene af
sønnerne. Det kristne miljø beskrives en smule firkantet, men dog ikke så
fordomsfuldt som i visse andre romaner.
Alt i alt kommer Hastrup godt fra
sin debut, hvor der også er plads til lidt romantik. Der er dog et par minusser
i plottet: Rebekka Holm bliver aldrig helt overbevisende i rollen som
Rejseholdets spirende stjerne, og det står heller ikke klart, hvorfor Teit
Jørgensen først bestiller hjælp fra rejseholdet og bagefter konsekvent nægter at
lytte til Rebekka. Desuden virker det amatøragtigt, at politiet meget længe
overser de klare ligheder mellem mordet på Anna og et tyve år gammelt, uopklaret
mord på samme sted.
Helhedsindtryk: Hurtig at læse (sommerferien ved svømmepølen), og bestemt en serie
jeg har tænkt mig at følge. Jeg lånte ikke bogen på biblioteket, men fandt den sammen med FamilieJournalen som tillæg.