29. juni 2015

Lasse Helner sang: Mit Land

Mit Land, af  Knud  Rasmussen

Dette digt har Frederik Nielsen for mange år siden fået foræret af den kendte grønlandske præst
Gerhard Egede. Knud Rasmussen har måske skrevet det. da han gik i gymnasiet  i Danmark.



De sige, du er fattig  og nøgent,  mit Land, Og har  slet ingen Sol.
Din Jord  er kun Klipper  og stenklædt  din Strand,
Og  Isen fra  Pol
Staar  Vagt  om dit snedækte  Bryst.
Og Stormenes  Hvin  er din eneste Musik, Og slet ingen Blomster du af  Foraaret  fik.

De sige, mit Land,  du har  intet  Moderskød, Men kun Is i din Favn.
Dit Hjerte er en Sten, og din Søn du stedse bød
Kun Trængsel  og Savn.
Og glade  Fuglesange  du aldrig  har  hørt
Kun Hvalernes Snøften  i den smalle  Vig
Kun Sælhundenes  Gjalpen og Maagernes  Skrig.

De sige, mit Land,  at du har  ingen  Vaar, Du er Vinterens  Hjem.
Din Nat  varer evig, ingen Sommersol staar
Af dit Gravmørke frem.
Selv Kærligheden flygter  fra  dit stivnede  Bryst. De sige, mit Land,  du er Stedbarn paa Jord. Forglemt  og alene  du i Isørken  bor.

Det er sandt,  du erisklædt fra  Hoved  til Fod, Mit velsignede Land,
Du har  ingen  Roser, og Bøgen slaar  ej Rod
Ved din skumd.ækte Strand.
Og vildt  bruser Bølgen om dit  kongelige  Fjeld. Men dog er din Kraft  ikke nøgen og bar,
Og Stene for Brød gav du aldrig til Svar.

Men isklart peger Fjeldet mod Himlens fjerne Skød. Og Solstraalers Væld
Spreder  Roser paa Klippen  i dybe  Farvers  Glød
Hver  Morgen  og hver Kvæld .
Det er Gaver  fra Solgudens  kongelige Slot.
Og Kærligheden  blusser i din friske Jomfrubarm, Om ogsaa du er favnet af Nordenvindens Arm.

I  dybe Dale  dufte   vel tusind Blomster smaa,
-Jeg har  set dem saa tit!
Jeg kender dem ved Navn,  de  gule og de blaa, Deres Land er jo mit.
Og i de tavse Nætter straale fjerne Kloders Hær.­ Mit Land, du har din egen, din evigt skønne Vaar, Og Nordlyset  om din Isse som Kongekrone staar.

Under  Midnatsolens  Brand i den lune Sommernat
Bygger Elskov sit Bo.
Ved Elvens stærke Brus, i det lave Pilekrat
Gives Løfter og Tro.
Bag en Trøje af Sælskind slår også Hjertet varmt. Den grønlandske Kvinde paa den stolte Klippekyst Fostrer ogsaa sine Børn af sig eget Moderbryst

Paa Havet  vokser Modet i Stormens Favnetag,­ Det gør Kinden saa brun!
Der Drengen  bliver Mand under Kalvisens Brag,­ Det gør Hytten  saa lun!
Mænd har du fostret,  du skønne Drømmebrud.
Du  ligger e j i Dvale -du er stillet Vagt, Du stolte Valkyrie,  mod Jætternes Magt.

Jeg elsker dig, mit Land!  Min Barndom  du saa, Og en Dreng  var jeg kun.
Da jeg gav dig min Tro,  og det Løfte skal staa
Til mit Livs sidste Stund!
Du er frossen Musik i en tonende Ørk!
Dine Bølger har en Røst, dine Storme en Klang, Der tolker mig Livets allerfriskeste Sang.

Du grubler  ,du grubler  ,du hyller  dig ind
I et Tæppe  af Sne.
Dit Hjerte kan  jeg høre, og Taarer paa din  Kind
Gennem det kan jeg se.
Du har sænket din Fortid  under  Isdækket  ned, Din Fremtid er skjult,  men du læse den vil
I Nordlysets  gaadefulde Spil.


197

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 Sikke en sommer.  Jeg er igang med rydde op i en masse billeder, så der kommer snart mere på min BLOG: