Bønskrift fra 1610

På bagsiden af indgangsdøren til en engelsk

kirke fandt man i året 1610 følgende:

Herre, du ved bedre end jeg selv,

at jeg er ved at blive ældre og snart gammel.

Bevar mig fra den skrækkelige vane at tro,

 at jeg nødvendigvis må udtale mig om

enhver sag og ved enhver lejlighed.

Fri mig fra trangen til at

forsøge at ordne alle andres affærer.

Gør mig eftertænksom, men ikke trist.

Gør mig hjælpsom, men ikke nævenyttig.

Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom,

kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud,

 men du ved, Herre, at jeg helst skulle

 beholde nogle få venner til det sidste.

Fri mig for altid at ville remse endeløse rækker

 af detaljer op, og giv mig evnen til hurtigt

 at kom til sagen.

Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer

og smerter, de bliver flere og flere og lysten til

at beklage sig over dem vokser, som årerne går.

Jeg vover ikke at bede om bedre hukommelse,

 men om større ydmyghed og mindre selvsikkerhed,

 når mine erindringer synes at være i modstrid med andres.

Lær mig den sunde indstilling,

 at også jeg kan tage fejl af og til.

Hold mig nogenlunde omgængelig.

Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen,

 nogle af dem er meget svære at holde ud

- men et surt og tvært menneske er

 et af djævelens mesterværker.

Giv mig evnen til at se noget positivt,

 hvor jeg ikke har ventet det, og gode sider

 hos mennesker, jeg ikke har ventet det hos.

Og giv mig endelig den nåde,
at jeg kan sige det til dem.