Thorbjørn Stegelmann - Manden - Myten - Møgdyret: Thule - Pituffik

Jeg kan ikke sige Dundas uden at tænke på Knud Rasmussen

Giv mig Vinter og Hunde – saa maa I for mig gerne beholde alt andet for jer selv,
– Kvinderne med!

Manden bag disse ord er selvfølgelig Knud Rasmussen - en mand som var midtpunkt ligegyldigt, hvor han befandt sig. Hans talegaver kunne få selv den mest indelukkede person til lystigt at berette om sit liv. På denne måde fik han indsamlet oceaner af værdifuld information om polareskimoernes liv, traditioner og skikke. Han blev så at sige en af dem...

Jeg vil fortælle lidt om Knud Rasmussen, hans opvækst blandt grønlændere, anlæggelsen af en handelsstation i Thule og hans spændende ekspeditioner, som tog udgangspunkt herfra. Du kan læse det fra ende til anden eller hoppe rundt som du har lyst til. Vi starter med tiden før Knud Rasmussen kom til Thule.

I august 1818 mødte polareskimoerne i Thule for første gang den hvide mand. Det var englænderen John Ross (1717 - 1856). Dette møde blev starten på en tættere og tættere kontakt mellem "de to folk". En kontakt, der betød at Thule-eskimoerne med tiden blev så afhængige af civilisationens goder, at de så småt mistede kendskabet til de gamle fangstmetoder og fremstilling af våben, redskaber og værktøjer. Efter Ross' møde var der op gennem 1800-tallet utallige hvalfangere og polarekspeditioner, der havde kontakt med de isolerede eskimoer, men det store gennembrud kom først sidst i 1800-tallet.

Det var specielt amerikaneren Robert E. Peary (1856 - 1920), der vænnede polareskimoerne til de nye bekvemmeligheder. Han gennemførte fra 1891-1909 en række ekspeditioner i det nordlige Grønland, hvor han knyttede nære venskaber med eskimoerne.

Peary foretog en række forgæves forsøg på at nå Nordpolen, men i 1909 lykkedes det ham endelig med hjælp fra sin sorte rejsefælle Matthew A. Henson (1866 - 1955) og fire eskimoer. Den dag i dag kan man endnu finde efterkommere af både Peary og Henson blandt polareskimoerne.

Knuds opvækst:

I 1874 kom den danske cand.theol. Christian Vilhelm Rasmussen til Ilulissat (Jakobshavn). Han skulle være byens præst og seminarielærer. Christian mødte her Lovise, som han senere giftede sig med, og Lovise fødte den 7. juni 1879 en lille dreng, som blev kaldt Knud Johan Victor Rasmussen. Den lille dreng havde både dansk, norsk, hollandsk og grønlandsk blod i sig, men det der nok slog mest igennem var det grønlandske. Knud boede hele sin barndom i Jakobshavn, hvor han lærte sig de grønlandske fangstmetoder, og han blev en meget dygtig hundekusk.

I 1891 kom Knud for første gang til Danmark. Han skulle hjem og have sig en uddannelse, men det voldte ham en del problemer. Han fik dog sin studenterhue - 3 år forsinket. I de følgende år søgte Knud med lys og lygte efter sit ståsted i denne verden, han kunne ikke finde ud af, hvad han ville og prøvede derfor mange forskellige ting, uden den helt store succes.

På ét punkt havde han dog succes, og det var som kvindebedårer. Hans charmerende væsen og frembrusen medførte mange bekendtskaber af kortere og længere varighed. Omkring år 1900 mødte han Dagmar Andersen, som senere skulle blive hans hustru.

Den litterære ekspedition

Efter ophold i Berlin, sejltur til Island og rundrejse i Lapland som journalist fik Knud igen endelig chancen for at vende tilbage til sit elskede Grønland. Mylius-Erichsen, som tidligere havde taget Knud med på Islands-turen, var i gang med at planlægge en stor ekspedition, der skulle åbne danskernes øjne for den grønlandske kultur.

I juli måned år 1902 drog ekspeditionen afsted fra København mod Godthåb. Udover Mylius-Erichsen og Knud Rasmussen var også doktoren Alfred Bertelsen og maleren greve Harald Moltke med. I Godthåb mødte de Knuds gamle ven kateket Jørgen Brønlund som efter lidt overtalelse også drog med nordpå.

De overvintrede i Jakobshavn efter at have taget turen i konebåd op langs vestkysten. Doktor Bertelsen stod af i Jakobshavn, mens de andre fortsatte på hundeslæde til Upernavik i februar måned med følgeskab af mange eskimoer. Fra Upernavik fortsatte de over Melville-bugten for at nå op til "de nye mennesker".

Så startede problemerne. Det blev dårligt vejr og grev Moltke blev alvorligt syg. Knud og Brønlund kørte hele tiden i forvejen for at skaffe mad, men det blev sværere og sværere. De blev derfor enige om at Mylius-Erichsen skulle blive tilbage hos den afkræftede Moltke, mens Knud og Brønlund drog nordpå for at finde mennesker og dermed redning.

Det lykkedes og Knud startede her et langvarigt venskab med Thule-eskimoerne. Ekspedtionen boede næsten deroppe hos "de nye mennesker" i et år inden de igen drog sydpå. Moltkes tilstand forbedredes og han tegnede mange portrætter af de nysgerrige eskimoer, som Knud ivrigt udspurgte om gamle sagn og fortællinger.

Ekspeditionen vendte den 7. november 1904 hjem til København hvor der var stor velkomst på kajen.

Handelsstationen:

Peary var godt klar over, at han havde en vis skyld i eskimoernes afhængighed af forsyninger fra "den ydre verden". Derfor havde han planer om at anlægge en handelsstation i området, ligesom rivalen Fredrick Albert Cook og nordmanden Otto Sverdrup gik med de samme tanker.

Peter Freuchen:

Det blev dog Knud Rasmussen, der kom først. Området var på det tidspunkt stadig "ingenmandsland", så det var frit for enhver at slå sig ned. Danmark havde koloniseret hele vestkysten af Grønland op til Melvillebugten, og Knud Rasmussen mente, at en oprettelse af en handelsstation ville medvirke til, at hele Grønland kunne blive indlemmet i den danske koloni. Den danske stat havde dog ikke samme opfattelse og turde ikke lægge sig ud med nogen ved at tage området i besiddelse.

I første omgang fik Knud sammen med den grønlandske Kirkesag oprettet en missionsstation ved North Star Bay (stedet blev først senere kendt som Thule). Dette skete i forbindelse med en rejse i Grønland, hvor Knud skulle forklare om en ny lov, der gav grønlænderne mere indflydelse på deres lands styre, omend der dog stadig var langt til nutidens hjemmestyre.

Sammen med Peter Freuchen begyndte Knud nu at samle penge sammen til selv at anlægge handelsstationen. Ved hjælp af en foredragsrække og nogle lån fik de indsamlet den fornødne kapital og kunne i sommeren 1910 oprette en forsknings- og handelsstation, som de navngav "Kap York Stationen Thule". Den lå ved Dundas og kan stadigvæk ses.

Thule-ekspeditionerne:

Knud Rasmussen brugte Thule som udgangspunkt for en række ekpeditioner med forskellige formål.
1. Thule-ekspedition.
Danmark-ekspeditionen fra 1906-1908, som havde til formål at kortlægge Nordøstgrønland, blev både en succes og en fiasko. Området blev grundigt kortlagt, men 3 af ekspeditionens medlemmer omkom. Disse var ekspeditionens leder Mylius-Erichsen samt Høeg Hagen og Jørgen Brønlund.

I 1910 drog de danske opdagelsesrejsende Ejnar "Miki" Mikkelsen og Iver Iversen op for at finde dagbøgerne efter de omkomne. Ingen havde hørt fra de to i lang tid, så i sommeren 1911 blev Knud Rasmussen og Peter Freuchen enige om at forsøge en undsættelse af dem.

De to var på det tidspunkt i færd med at planlægge den 1. Thule-ekspedition, men ændrede dog rejseplaner, da de fik brev om at man hjemme i Danmark nærede bekymring for "Miki" og Iver Iversens skæbner. Der blev tilføjet en eftersøgelses-ekspedition til de oprindelige planer.

De drog afsted i april 1912, krydsede indlandsisen og kom til Danmarksfjorden, hvor de fandt synlige beviser for at de tre omkomne fra Danmark-ekspeditionen havde tilbragt deres sidste sommer. De fandt desuden en varde, men indholdet var forsvundet. De skulle senere finde ud af, at indholdet var blevet taget af de to mænd, som de forsøgte at undsætte.

De fandt aldrig "Miki" eller Iver Iversen, men de opdagede dog, at Peary Land var landfast med Grønland, og ikke, som Peary havde fastslået, at en kanal adskilte dem. Dette var dog ikke nogen nyhed, da de nåede hjem til Danmark, for "Miki" og Iversen havde gjort samme opdagelse og nåede hjem til Danmark i efteråret 1912.

Knud Rasmussen blev senere meget syg, men ekspeditionen vendte trods mange besværligheder hjem til Thule i løbet af efteråret 1912 uden de store resultater.

Herefter følger der yderlig 4 Thule-ekspeditioner over de næste mange år.

Knud Rasmussen dør den 21. december 1933 efter et par måneders sygdom.

De sidste par år af sit liv arbejdede han så hårdt at han på det nærmeste sled sig ihjel. Han nægtede simpelthen at erkende at kroppen ikke længere kunne holde til de mange års prøvelser. Han skrev mange bøger og rejste rundt og fortalte om sine mange oplevelser. Han fascinerede verden til det sidste.