Mit
Land, af Knud Rasmussen
Dette digt har Frederik
Nielsen for mange år siden fået foræret af den kendte grønlandske præst
Gerhard Egede. Knud Rasmussen har måske skrevet det. da han gik i gymnasiet
i Danmark.
De sige, du er fattig
og nøgent, mit Land, Og har
slet ingen Sol.
Din
Jord er kun Klipper og stenklædt
din Strand,
Og Isen
fra Pol
Staar Vagt om dit snedækte
Bryst.
Og
Stormenes Hvin er din eneste Musik, Og slet ingen Blomster
du af Foraaret fik.
De sige, mit Land, du har
intet
Moderskød, Men kun Is i din Favn.
Dit
Hjerte er en Sten, og din Søn du stedse bød
Kun
Trængsel og Savn.
Og
glade Fuglesange du aldrig har hørt
Kun
Hvalernes Snøften i den smalle Vig
Kun
Sælhundenes Gjalpen og
Maagernes Skrig.
De
sige, mit Land, at du har ingen Vaar,
Du er Vinterens Hjem.
Din
Nat varer
evig, ingen Sommersol staar
Af
dit Gravmørke frem.
Selv Kærligheden flygter fra dit stivnede Bryst. De sige, mit Land,
du er Stedbarn paa Jord. Forglemt
og alene du i Isørken bor.
Det er sandt,
du erisklædt fra Hoved til Fod, Mit velsignede Land,
Du
har ingen
Roser, og Bøgen slaar
ej Rod
Ved
din skumd.ækte Strand.
Og
vildt bruser
Bølgen om dit
kongelige Fjeld.
Men dog er din Kraft ikke
nøgen og bar,
Og
Stene for Brød gav du aldrig til Svar.
Men isklart peger Fjeldet mod Himlens fjerne Skød. Og Solstraalers Væld
Spreder Roser paa Klippen
i dybe Farvers Glød
Hver Morgen og hver Kvæld .
Det
er Gaver fra Solgudens kongelige Slot.
Og
Kærligheden blusser i din friske Jomfrubarm, Om ogsaa du er favnet af Nordenvindens Arm.
I dybe
Dale dufte
vel
tusind Blomster smaa,
-Jeg har
set dem saa tit!
Jeg kender
dem ved Navn, de gule
og de blaa, Deres Land er jo mit.
Og i de tavse Nætter straale fjerne
Kloders Hær. Mit Land, du har din egen, din evigt
skønne Vaar, Og Nordlyset
om din Isse som Kongekrone staar.
Under Midnatsolens Brand i den lune Sommernat
Bygger Elskov sit Bo.
Ved
Elvens stærke Brus, i det lave Pilekrat
Gives Løfter og Tro.
Bag en Trøje af Sælskind
slår også Hjertet varmt. Den grønlandske Kvinde paa den stolte Klippekyst Fostrer ogsaa sine Børn af sig eget Moderbryst
Paa
Havet vokser
Modet i Stormens Favnetag, Det gør Kinden saa brun!
Der Drengen bliver
Mand under Kalvisens
Brag, Det gør Hytten
saa lun!
Mænd har du fostret, du skønne Drømmebrud.
Du ligger
e j i Dvale -du er stillet
på Vagt, Du stolte Valkyrie, mod Jætternes Magt.
Jeg elsker dig, mit Land!
Min Barndom du saa, Og en Dreng var
jeg kun.
Da
jeg gav dig min Tro, og det Løfte skal staa
Til
mit Livs sidste Stund!
Du
er frossen Musik i en tonende Ørk!
Dine Bølger har en Røst, dine Storme en Klang, Der
tolker mig Livets allerfriskeste Sang.
Du
grubler ,du grubler
,du hyller dig ind
I et Tæppe af Sne.
Dit
Hjerte kan jeg høre, og Taarer paa din Kind
Gennem det kan jeg se.
Du
har sænket din Fortid
under
Isdækket
ned, Din Fremtid er skjult,
men du læse den vil
I
Nordlysets gaadefulde Spil.
197
