Thorbjørn Stegelmann - Manden - Myten - Møgdyret: Kanotur på Gudenåen - 1. del

For at prøve noget andet havde vi besluttet at tage på en 3 dagstur på Gudenåen.

Vejret så umiddelbart ud til at være OK.

Gudenåens historie

Hvad sagnet fortæller om Gudenåens navn:

Der var en ustyrlig fyr, der hed Gudar, der engang røvede en pige i Tinnet Krat, hvor åen har sit udspring.

Han bandt hende til en kærre og ville bortføre hende. For at undgå at eventuelle forfølgere skulle finde dem, styrede han hesten i indviklede sving og slyngninger, da de kørte væk.

Pigens far henvendte sig til en klog mand i Tørring om hjælp til at fange pigerøveren. Først sendte den kloge mand ilden efter Gudar, fordi Ilden er hurtigst, men den kloge i mand kunne ikke styre ilden og brændte sine fingre. Så måtte han sende vandet! Han kaldte derfor alle bække og kilder sammen, og frådende fulgte denne vandmasse Gudars spor i alle dets slyngninger og rev jorden op, så der blev dannet store dale.

Vandet nåede Gudar ved Randers fjord, og Gudar og hesten druknede, mens pigen, den skønne Else, kom fri. Og sådan gik det ifølge sagnet til, at Gudenåen blev dannet og fik navn efter den ustyrlige pigerøver Gudar.

Pramdragerne

Som transportvej var åen uhyre vigtig.

Silkeborg blev til, fordi man kunne få varer til og fra byen ad åen. Papirfabrikken blev bygget i 1845. Derefter voksede Silkeborg op, hvor der før kun var et stort sammenhængende skovområde.

Der blev også flådet tømmer nedstrøms.

I 1861 blev hjuldamperen Hjejlen slæbt op ad åen i et forsøg på at motorisere transporten på søerne. Det viste sig, at pramme, eller kåger, som de også kaldtes, var bedst på åen. Hjejlen kom som bekendt til at sejle på søerne som turbåd.

Pramfarten nævnes allerede i 1400-taIlet.

Det var især tørv og senere mursten og mergel, som gennem mange år blev transporteret på denne måde.

Men med Silkeborgs opståen blev handelen større, også undervejs på ruten.

Livet på kroerne blomstrede op, bl.a. fordi pramdragerne sagde "Opp mæ a pramm og nier mæ æ dram".

Deres liv var dog ikke misundelsesværdigt.

Fra Randers vesthavn blev pramdragerne, eller lejemændene, som de kaldtes, hyret.

Først gik turen med stage og evt. sejl forbi Nørreåen. Så var det på med selerne og ud på bredden for at trække prammen op til Bjerringbro. Her måtte heste overtage arbejdet.

Pramdragerne blev fyret og kunne gå tilbage til Randers. Hele rejsen til Silkeborg tog en uges tid.

Moderne tider

Pramfarten kulminerede omkring 1870 med ca. 200 pramme i fart.

Herefter overtog jernbanen, som i 1871 blev forlænget til Silkeborg, en stor del af transporten.

Teglværkerne og mergelgravene langs åen brugte dog pramme til transport helt op til 1921, hvor Tangeværket satte en endelig stopper herfor.

Tangeværket spærrede også for laksens vandring. Et fiskeeventyr var forbi. De moderne tider begyndte.

Anlæggelse af Tangeværket 1918-21 var et kæmpeprojekt, hvor omkring 50 familier blev tvangsflyttet og flere mistede deres jord.

Endnu flere mistede deres indtjening, da pramfart og laksefiskeri blev indstillet.

Der var tale om en væsentlig strømproduktion også efter international målestok.

I dag er strømleverancen beskeden i forhold til forbruget, men Tangeværket kører fortsat, oven i købet med nye turbiner.

Nogle få år senere blev Vestbirk Vandkraftværk bygget. Også dette værk fungerer i dag. En ny turbine er netop installeret i 1992.

For enden af Bredvad Sø ses frislusen og dens hejseværk, som benyttes til at lede vandet ad det oprindelige åløb i nødstilfælde.

Der er nu etableret et omløbsstryg bagom denne således, at fiskene kan passere.

Lidt om selve turen:

Jeg havde booket 2 kanoer hos Ry Kanofart og disse stod klar mandag morgen klokken 9 ved Tørring Teltplads.
Vi tog lige en lille runde i Tørring først, da jeg er født i Tørring og det er nok 35 år siden at jeg har været i byen.

I Tørring startede også Hakon Mielche (rejsebogsforfatter, journalist og eventyrer, som var medlem af Eventyrernes Klub) sin første kanotur i 1935.

Til minde herom er der i byen opstillet en mindesten med indskriften "Fra Gudenåens kilder til udløbet i Randers".

Kilderne ligger ca. 8 km mod nordvest i Tinnet Krat. Jeg har været der som barn, men vi sprang over at tage en tur forbi selve kilderne.

Dag 1:

På turens første, meget bugtede strækning, sejlede vi gennem Uldum Kær, et fladt eng- og moseområde med flere tilløbende bække og store rørskove. Først stop var ved rastepladsen "Verdens Ende".

Klokken var efterhånden 16:00 da ankom vi til Åstedbro Teltplads, hvor vi overnattede efter første sejldag.

Dag 2:
Efter Brestenbro er vandet blevet dybere og åen bredere.
Vi fulgte venstre bred gennem Bredvad Sø og sejlede tværs over søen ud for Vestbirk Camping og gjorde rest.

Turen fortsatte under broen og ind i de opdæmmede søer ved Vestbirk Kraftværk
Fra Naldal Sø fortsatte turen under den nedlagte jernbane, der nu er natursti. Der er IKKE meget plads.
Næste strækning, fra Vestbirk til Mossø. Her så jeg en isfugl. Vi hørte isfuglenes skarpe skrig tit.
Vi benyttede overnatningsmuligheden i Voervadsbro.
Teltpladsen ligger mellem åen og den tidligere Voervadsbro Kro.

Dag 3:

Vi fortsatte i rask tempo ned forbi Vilholt Mølle, hvor stemmeværket er fjernet i 2008. Dette har betydet at man ikke skal over land ved Vilholt, men kan sejle ned gemmen strømmen og nyde det flotte restaureringsarbejde som er lavet i forbindelse med fjernelse af stemmen og møllesøen

Ved Klostermølle sejlede vi gennem en jungleagtig bevoksning, indtil vi kom til Klostermølle, hvor Voer Kloster tidligere lå.

Klosterets munke udgravede for 800 år siden kanalen for at udnytte vandkraften til deres mølleri.
Senere har der ligget en papirfabrik, og fabrikkens tørrelade, en 4-etagers træbygning findes stadig.

Ud i Mossø og ind på Gudenåen igen

Øm Kloster:

Ved Emborg Bro holdt vi en hurtig frokost. Tina havde smurt madpakker, så vi kunne komme hurtigere videre. De havde jo lovet meget regn og vi ville gerne se Øm Kloster.

Vi holdte til højre ved åens udløb i Gudensø - herfra var der ca. 300 m til en flad sandstrand, hvor kanoen kunne trækkes op. Det er hårdt at ro på en sø.

En sti fører til Øm Kloster, der blev grundlagt af cisterciensermunke i perioden 1172 - 1257.
I de næste 300 år, indtil reformationen i 1536 kom til Danmark, var det et levende kloster, med stor betydning for sin samtid. Men i 1561 blev Øm Kloster revet ned efter kongens befaling.

Arkæologiske fund viser, at nogle af munkene har været læger, samt at klosteret har fungeret som plejehjem og ikke mindst som hospital.

I dag er der i området klosterruin og museum med udstilling af mange spændende fund og klosterhave med eksempler på datidens lægeurter.
Eftet Øm, gik turen til Ry via søerne. Det var en meget hård tur for Lea og Lukas.