Jeg har fået læst en del bøger, men ikke fået skrevet om dem. Her er én som jeg blev anbefalet
at læse af en af mine venner.
Mikhail Bulgakovs nu klassiske undergrundsroman
Mesteren og Margarita indledes med et ægte kulturparnasmøde mellem redaktøren Berlioz og digteren Ivan, kendt under pseudonymet Den Hjemløse. Stedet er en park i Moskva, underforstået i Stalins Sovjet, og i tidens stalinistiske ånd er emnet for litteraternes samtale benægtelsen af Jesu eksistens. Imidlertid blander Satan, i skikkelse af den sorte magiker Woland, sig i samtalen og spår i detaljer, hvordan Berlioz får hovedet kappet af under en sporvogn.
Ordet skaber som bekendt hvad det nævner, og afhugningen af Berlioz’ hoved er startskuddet til at Woland og hans bande, der bl.a. tæller en skydegal kat, terroriserer Moskva. Og hermed hvirvles læseren for alvor ind i romanens fantastiske univers. En genstridig cirkuskonferencier får, som Berlioz, hovedet revet af under Wolands vanvittige magiopvisning: "Katten rakte hovedet til Fagot, som løftede det op ved hårene og viste det frem for publikum, og hovedet skreg fortvivlet ud over teatret: - En læge!" Vi er desuden til Bal hos Satan blandt helvedes syndere og synderinder, kjoleklædte herrer og nøgne damer, der serviceres af sorte slaver. Og vi er på hysterisk kosteskaftsridt over Moskvas tage. Hvis du som læser sukker efter metafysiske djævleblænderier, går du ikke forgæves!
Mesteren og Margarita er dog ikke en afhandling om forholdet mellem ondt og godt. Snarere vikler godt og ondt sig ind i hinanden som vækstkræfter, der ikke kan kontrolleres af sovjetisk planøkonomi. Og Jesus, der også er med i romanlegen, kan således appellere til Satan om at udfri romanens hovedpersoner. Godt og ondt taler om tingene.
Det er til syvende og sidst i litteraturen at disse kræfter udfoldes, og af den samtidige censurkultur de fortrænges. Romanens ene hovedperson, den såkaldte Mesteren, er således afvist sovjetforfatter, hvis roman om Pontius Pilatus’ fejhed ved at være lydhør over pøbelens krav om Kristi korsfæstelse løber parallelt med hovedhandlingen. Mesteren, og hans forhold til sin elskede Margarita – fortællingens romantiske heltepar – går til grunde pga. romanafslaget, men via Satans mellemkomst skaffes der oprejsning på både forfatter- og kærlighedsfronten.
Mesteren og Margarita kunne, i lighed med Mesterens Piltaus-roman, ikke se dagens lys før 1966, og forelå ikke i fuld udgave før 80’ernes Glasnost under Gorbatjov. Dette biografiske islæt skal dog ikke forhindre dig i at kaste dig over romanen først og fremmest for det ene efter det andet syrede diabolske optrin og det uhyrlige persongalleris egen skyld. En underlig bog som er svær at slippe, når man først er kommet igang.
