El duomo - katedralen
Vi kom ind gratis den lørdag vi var i Pisa. Husk at få billetten via internettet eller i et af de store "udsalgssteder"
Katedralen, Duomoen, som er bygget i romansk-pisansk stil, er den første bygning, der blev opført på pladsen. Arbejdet blev påbegyndt i 1063 under arkitekt Buschetto på et tidspunkt, hvor Pisa var en verdensmagt. Den blev indviet af pave Gelasius i 1118, før den var færdigbygget. Det skete i anden halvdel af det 12. århundrede af Rainaldo, som byggede den smukke facase, som stadig pryder kirken. Øverst står en Madonnastatue af Andrea Pisano - Madonna er flankeret af 2 engle. Kirken har form som et latinsk kors og er ca 100 meter lang, 34 meter bred og 35 meter høj. Udvendigt er den beklædt med hvid marmor. Mange af de stenblokke, der blev anvendt til opførelsen, er taget fra ældre romrerske bygninger, hvilket formentlig forklarer, hvorfor der ikke er mange overleveringer fra den tid. Inde i kirken kan man nogle steder se sten med romerske indskrifter, sommetider vendt på hovedet - men det var jo heller ikke meningen, at de skulle læses.
Som så mange kirker fra denne periode er kirken forsynet med nogle pragtfulde indgangsdøre i bronze. De fire døre er udsmykket med basrelieffer med religiøse motiver, fx scener fra Kristi liv. De 3 af dørene er dog kopier fra det 18. århundrede, men den 4. dør med St Ranieri, byens skytshelgen, er original og lavet af Bonanno Pisano.
ingen bare skulder i en katolsk kirke
Kirken er udsmykket med mange malerier og skulpturer i marmor og bronze.
Det gælder også mænd omkring deres påklædning.
Galileis lampe
Galileo Galilei, én af Pisas største bysbørn, blev født i 1564 som den første af 7 børn. Hans fader, Vincenzo Galilei, som var musiker og uldhandler, ønskede at hans tydeligvis godt begavede søn skulle studere medicin - det var det højest opnåelige på det tidspunkt. Så i en alder af 11 år blev Galilei sendt i skole i et jesuiter kloster, og i 1581 begyndte han at studere medicin ved universitetet i Pisa. En dag sad Galilei i domkirken, mens lampen, som er lavet af Possenti da Pietrasanta, fik skiftet lys. Han morede sig med at måle hvor lang tid, de korte og lange svingninger af lampen tog. Til hans overraskelse opdagede han, at tiden var nøjagtig den samme for korte og lange pendulbevægelser. Ved eksperimenter fandt han ud af, at det eneste, der påvirkede tiden for et udsving, var længden af pendulet. Denne lovmæssighed blev siden anvendt til at justere ure med. Galilei interesserede sig mere for naturvidenskab og matematik end for medicin, og det endte med, at han forlod universitetet i 1585 uden eksamen.
Nok er vi blevet moderne, men lys med strøm ????
Et kapel i kirken er viet til St Ranieri, byens skytshelgen. En urne med helgenens jordiske rester står bag altret i kapellet. St Ranieri døde i 1161, men tilbedes stadig af mange af byens indbyggere. Hvert år på hans fødselsdag, den 17. juni, bliver urnen åbnet, og relikvierne kan beses.
Meget passende indeholder kirken også en sarkofag for den første bygmester, Buschetto.
Han ligger i den første arkade til venstre i kirken.
En af de smukkeste genstande i kirken er den ottekantede prædikestol (pulpitur), der er lavet af Giovanni Pisano (1302 – 1311). Dens 11 korinthiske søjler hviler på løvefigurer. Prædikestolens flotte paneler er udsmykket med scener fra det nye testamente: Bebudelsen, Jesu fødsel, De tre vise mænd, Præsentationen i templet, Flugten til Egypten, Judaskysset og Jesu korsfæstelse. Efter en voldsom brand i 1599 blev prædikestolen adskilt i hoveddele og nedtaget til opbevaring. Den blev først genopsat i 1926.
Familie opdelte bænke
Mosaikken fylder det meste af bagvæggens apsis.
Mosaikken, som viser den dømmende Kristus, blev påbegyndt af Francesco di
Simone, men menes afsluttet af Cimabue i begyndelsen af 1300-tallet. På altret
står et stort bronze krucifiks af Giambologna. Langs midterskibet står to rækker
med i alt 12 søjler. Nogle af dem menes at have stået i græske eller romerske
templer, hjemført som krigsbytte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar