Hvad var/er en Suffragette

Suffragette

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Navnet til suffragette-bevægelsen, kommer af ordet suffrage, der betyder stemmeret. Suffragetternes kamp, begyndte for alvor, da de hørte at kvinderne i New Zealand og i Australien havde fået stemmeret. Australien i 1894 og New Zealand i 1893.
Suffragetterne var en gruppe kvinder i England, der i årene frem til 1. verdenskrig brugte flere og flere militante midler i deres kamp for at kvinder skulle have stemmeret. Grunden til at suffragetterne blev mere og mere militante, var at de ikke havde set nogen resultater, ved deres tidligere, og mere fredelige linje.
Suffragetterne var mildt sagt meget utilfredse med måden spørgsmålet om kvinders stemmeret blev behandlet i Parlamentet. Hver gang et forslag skulle drøftes, trak politikerne tiden ud, ved at diskutere det foregående lovforslag i meget lang tid, så der på den måde blev kort tid til at behandle spørgsmålet om kvinders stemmeret.
Derfor begyndte suffragetterne systemtematisk at sabotere diverse ministre og politikeres taler, ved at råbe op, og spørge ind til emnet om kvinders stemmeret. Det varede ikke længe før suffragetterne blev nægtet adgang til møderne, men kampen stoppede ikke der. Suffragetterne gemte sig i orgler, talerstole, og andre steder i mødesalen, ofte flere dage før møderne, og sprang frem under talerne, for at råbe deres spørgsmål.

I 1908 foreslog Emmeline Pankhurst en kæmpedemonstration i Hyde Park, hvis formål var at vise hvor mange forkæmpere for kvindelig stemmeret, der efterhånden var. Organisatorerne havde regnet med at ca. 250.000 ville møde op, men der kom mellem dobbelt, og tre gange så mange.
Den næste lejlighed til en protest, viste sig ved et politisk møde samme år. Der mødte Emmeline Pankhurst’s datter, Christabel, og hendes forbundsfælde Annie Kenney op. Under en tale af Edward Grey, rejste Annie Kenney sig og spurgte til hvad hans parti ville gøre for kvinders stemmeret. Hun blev smidt ud fra mødet af nogle betjente. Da roen igen havde sænket sig, begyndte Christabel at råbe op, og stille samme spørgsmål. Da hun blev ført ud af betjentene, spyttede hun en af dem i ansigtet, for at blive arresteret, og på den måde at få medieomtale, næste dag stod historien på forsiden af alle større aviser. Men ingen partier turde at gå ind for kvindelig stemmeret, af frygt for hvordan det ville påvirke deres stemmetal.
Året efter (1909) blev kampen skærpet på begge sider. De suffragetter der sad fængslet, begyndte at sultestrejke, de blev tvangsfodret af myndighederne, på en meget pinefuld måde. Suffragetterne der var på fri fod blev også mere brutale. De fortsatte sabotagen af de politiske møder, og begyndte også at kaste med sten til forskellige protester.
Den 21 November 1910 skulle der i parlamentet drøftes et lovforslag, om hvorvidt kvinder skulle have stemmeret. På Emmeline Pankhurst’s opfordring samledes flere tusinde kvinder foran parlamentet. Men da premierministeren Asquith i stedet udskrev nyvalg til parlamentet, prøvede kvinderne at storme bygningen. De blev mødt af et talstærkt politi. Sammenstødet varede seks timer, og blev senere kaldt ”den sorte fredag”. Der blev klaget meget over politiets opførsel, den hyppigste klage gik på at politiet begramsede kvinderne.
Men Asquith havde faktisk en plan om at ændre stemmeloven. Den gik bare ud på at alle mænd nu skulle have stemmeret og ikke længere kun de rige. Dette så suffragetterne som det endelige skridt, til at de nu skulle totalt underkastes mændene, der ville fungere som en herskende race.
I 1912 erklærede Emmeline Pankhurst mandssamfundet krig, hun begyndte personligt at kaste sten i protest, og blev fængslet i ni måneder. Urolighederne blev på ny optrappet, og Christabel flygtede til Paris, hvorfra hun ledte oprøret, mens hendes mor var fængslet. Det var i den tid volden eskalerede.
Postkasser blev sprængt, ruder i forretninger blev smadret, brandbomber blev smidt ind i slotte og huse, telegrafledninger skåret over, og politikere overfaldet. Men volden hørte brat op, da England blev involveret i første verdenskrig. Nu var Tyskland suffragetternes fjende nr. 1. Alle fængslede suffragetter blev løsladt, Emmeline begyndte at rejse rundt i England, og holde taler, for at få unge mænd, til at tilslutte sig hæren. Dette øgede suffragetternes popularitet drastisk.
I 1918 fik alle kvinder over tredive år, stemmeret i England. På det tidspunkt havde kvinderne i både Norge, Danmark og Sovjet også fået stemmeret. Men samtidig ændrede man, i England, også loven for mænd, så de nu alle kunne stemme fra de var enogtyve. Så der var stadig ikke lige rettigheder for mænd og kvinder, på det punkt heller.

Først ti år senere, i 1928, opnåede kvinderne samme adgang til at stemme, som mænd. Emmeline nåede lige at opleve det, før sin død.