26. maj 2012

Det gode skib - Bonavista


Forenagterskonnerten Bonavista

Skibet løb af stabelen i Marstal den 7. maj 1914 og var sejlklar to måneder senere.
Bonavista var én af 110 skonnerter fra Marstal, der i tiden fra 1890'erne og frem til 2.
verdenskrig i kortere eller længere perioder var beskæftiget i New Foundlandsfarten.
Bonavista var bestilt af skibsfører Johannes Christensen, der i 1913 var strandet på den åbne kyst ved Casablanca med en tremastet bramsejlsskonnert af samme navn som hans nybygning. Bonavista-Christensen bjærgede ved den lejlighed kronometeret med i land og anvendte det senere om bord i nybygningen. Nu er det havnet på Marstal Søfartsmuseum sammen med en del andet grej fra skonnerten, her iblandt den oprindelige kabys fra 1914. Den solide skonnert, der blev bygget af godt og svært tømmer, blev placeret i den krævende fart på Nordatlanten, hvor så mange af dens artsfæller gik tabt i årenes løb.

Bonavistas sidste sejlads på New Foundland var to rejser i træk med afgang Marstal marts 1925 og hjemkomst samme sted marts 1926. Lods Dreymann, der døde i 1999, beretter på bånd i museets Bonavista-rum om den pågældende sejlads, hvor han var styrmand om bord.

Vinteren 1925-26 var den strengeste i årtier. Det år forliste 5 marstalske New Foundlandskonnerter, heraf forsvandt tre sporløst. Den 1. oktober bugseredes Bonavista ud fra St. Johns sammen med tremastet topsejlsskonnert Svalen af Marstal. Sidstnævnte var bygget hos den kendte skibsbygger Rasmus Møller i Faaborg 1904. De to skonnerter var bestemt for samme plads, Fogo, længere oppe på kysten for at indtage klipfisk til Portugal. Under anduvning af lastepladsen faldt det i med snetykning og skidtvejr, så at fyrkendingen mistedes. Svalen, der havde kendtmand om bord, holdt fortsat på, men blev af vind og strøm sat op på nogle rocks. Søfolkene blev lykkeligvis bjerget af lokal fisker, der landsatte dem. De rejste hjem over Halifax-Hamborg.

I Marstal havde man endnu ikke hørt nyt fra Bonavista, da søfolkene fra Svalen kom hjem. Skonnerten lå nemlig underdrejet i 28 etmål, før vejret lettede så meget, at de kunne anduve en bugt i nærheden af Fogo. Dreymann blev sat i land med skibsjollen. Her fandt han ved hjælp af en lokal jæger vej til telegrafstationen, hvorfra han kunne sende telegram hjem til Marstal. Lettelsen var stor i hjemmene, og fru Bonavista-Christensen fik ikke behov for det sorte sørgeklæde, som ikke så få andre kvinder bar i denne barske periode af Marstals sejlskibsepoke. Dels var verdenskrigen ikke så langt væk i tid, en krig der havde krævet 53 Marstalsøfolk og 42 af deres skibe, dels var slutepoken af sejlskibsæraen en barsk affære, hvor skibene ofte var trængt ud i nicher bl.a. med sejlads på Labrador og New Foundland vinterdage med relativt små fartøjer helt ned til 76 brt.

Bonavista måler 91 brt. (senere 98) og laster 140-155 ts
S1950 blev den rigget ned til motorjagt og blev forsynet med styrehus som det sidste fragtskib her i landet, desuden fik den ny kabys sammenbygget med styrehuset.konnerten fik installeret motor i 1926 og kom herefter i Nord-Østersøfart.
I samme forbindelse kom den oprindelige kabys i land, først fungerede den som havehus og siden kom den på Søfartsmuseet. Her står kabyssen på et stykke dæk med tilhørende skanseklædning og en stump mast og sejl.
1959 blev Bonavista solgt til Ålborg som Thomas. Den gik ud af handelsflåden efter salg til Rungsted 1972 og blev omdøbt til Syveren. Skonnerten blev genoprigget fra motorjagt til forenagterskonnert og indrettet til lystfiskerfartøj og sejlads med chartergæster og skoleelever. 1975 fik den sit oprindelige navn igen i forbindelse med at en af Bonavista-sønnerne solgte sin logger (stålmotorsejler) med Bonavista-navnet.

År 2000 var skonnerten ved at blive afhændet til USA. Via Kulturværdiudvalgets indgriben blev skonnerten erhvervet for forbliven under dansk flag. Kulturværdiudvalget lod skibet gå videre til Nationalmuseet, der står for opgaven med at restaurere skonnerten som formidlingsprojekt i samarbejde med Marstal Søfartsmuseum.

I slutning af 1970'erne samt starten af 1980'erne blev skibet brugt som skoleskib for bl.a.
Nørup centralskole. Når det var blevet sommer og du gik i slutning af 8. klasse, så var vi med Bonavista en tur Fyn rundt. Jeg mener det var en lille uge vi var afsted, hvor vi lært om
livet ombord på et skib. Vi skulle sætte sejl, have nattebrandvagt m.m.
Surt at der ikke er flere børn som prøver dette.
26. maj blev Bonavista søsat (igen) fra Eriksens Plads, Marstal havn. Desværre havde jeg ikke selv mulighed for at deltage...














Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 Sikke en sommer.  Jeg er igang med rydde op i en masse billeder, så der kommer snart mere på min BLOG: