Allan Olsen - Sangene og D´damer . Aarhus musikhus

Grundet frafald blev det Lea jeg tog til Aarhus med for at se

Olsen Olsen - Sangene og D´damer i Aarhus Musik hus.

Vi spiste jo Johann R som er restuaranten der ligger i selve musikhuset.

De kommer kul i vandet for at det bliver mere rent.

 En lille snak. Det var nok noget at det bedste ved den middag.

 forret

Delvis varm hovdret

 Jeg valgte ost til dessert

 Så er vi næsten klar

 Alle mand på scenen efter en dejlig og meget lang koncert. Vi fik noget for pengene.
Desværre er der lidt knas med teknikken (i bogstaveligste forstand).

Allan Olsen er tilbage på den store scene i Musikhuset, men denne gang i selskab med fem skønne sangerinder, som vil fortolke hans sange. Fire danske sangerinde og en enkelt svensk: Randi Laubæk, Maria Timm, Annika Åkjær, Dorthe Gerlach og svenske Marie Bergman. De fem sangerinde har selvfølgelig fået frit lejde i udvælgelsen og fortolkningen af sangene fra  ’nestorens’ velprøvede bagkatalog.
Koncerten falder i to afdelinger. En med de fem damers fortolkninger af Allan Olsens sange, og én afdeling med Olsen selv, sådan som vi kender ham.

Selve koncerten

Efter en kort introdution af Olsen selv – nu med begyndende movember–sølvsnegl under næsen – kommer første kvinde på banen i Musikhusets Store Sal. Annika Aakjær, der tilegner en elegant ulmende version af bedstefar-hyldesten En Stille Glød I Mørket mindet om sin farmor. En god start på aftenen, hvor Aakjærs store stemme flot foldes ud.
Uden de store dikkedarer tager Randi Laubek stafetten og leverer Onomatopoetikon-perlen Guernica i en på én gang tyst og buldrende udgave, hvor vokalen desværre går en smule tabt hist og her. Heldigvis skal Onomatopoetikon-vise sig at være rigt repræsenteret i aften. Laubæk bliver på scenen med sin guitar for at assistere Dorthe Gerlach i den triste fortælling Mens Folk Snakker. Både Aakjær og Gerlach indleder i øvrigt deres numere på vaskeægte Olsen-maner med skarpe kommentarer og underholdende anekdoter, der reflekterer sangen, de skal til at spille.
Maria Timm insisterer på et hårdt og skramlet lydbillede i sine fortolkninger af de to Olsen-sange Lun Luft Over Danmark og Frie Mænd, der i aftenens anledning er omdøbt til Frie Kvinder. Og det er med en vis tilfredsstillelse, det kan konstateres, at dele af det bænkede grå publikum sidder med fingrene i ørene. Ros til Timm for at kradse i lakken og ikke bare levere gengivelser af numrene med ungpigevokal. Det er heldigvis ikke tilfældet ved nogen af aftenens solister.
Marie Bergman sang en udtryksfulde version af Toreador.
I damernes anden runde minder Aakjær om hvorfor "spild af liv som parkometerpenge en søndag" er så glimrende en linje og Gerlach med d' andre damer som kor leverer pågående, dyster og huggende version af Balladen Om Rosa. Bergman afslutter aftenens første afdeling med Under Rimelige Grænser, der bringer mindelser om Olsens Daltonbror Lilholt, mens Laubek gav endnu en solooptræden.

Him self på scenen
Efter en meget lang pause er det Olsens egen tur og med klarhed i stemmen og fast greb om den akustiske får vi Vores Dronning og en anekdote om Olsens eget møde med majestæten, sidst han spillede i Musikhuset ("Hr. Olsen, vi holder meget af rytmen i Deres musik"). Med sin historie om han og moderens rejse til Grønland får vi Helikoptermyg, hvormed Olsen lige viser, hvor skabet skal stå i forhold til leveringen af sine egne numre.
Med selskab af violinisten Jane Clark giver han en smuk levering af historien om det svenskofile jammerhoved fra Frederikshavn. Der er fortsat tekniske vanskeligheder, men de tages med ophøjet ro, tørre kommentarer og professionalisme.
Bandet kommer på scenen, og som det første skal vi have jaget Satan op af hullet i en inspireret levering af Besé Besæt Kassér, der blandt andet byder på den første af en række besættende tangentsoli fra Palle Hjorth. Olsen og håndlangerne er tydeligt tændte, og en forrygende 5 Under 0 slår gnister.
Henvendt til, at Mergelgraven her til aften optræder mere dystert slæbende end vanligt, forklarer Olsen, at en ordentlig sang i hans optik kan tåle hvad som helst: "Ofte prøver man at gøre dårlige sange gode ved at lade en køn pige synge dem – men den går ikke… Kun her i aften."
Efter Lille Ørred og en banjo-udgave af Før Bay City Rollers Kom Frem kommer damerne efter en kort pause ind og leverer en blændende Lille Gråspurv før Olsen, bandet og Jane Clark kommer ind igen og hele holdet serverer De Kommende År, så englene synger og sætter punktum for den tre timer lange koncert (inklusiv pause).
Olsen og damerne er så absolut en vellykket omgang, og det er en skam, de kun spillede i Aarhus samt i København.