6. januar 2010

Læs bogen: "Jonathan Livingston Havmåge" af Richard Back

Trods sin ringe størrelse på kun 93 sider er ”Jonathan Livingston Havmåge” en helt enestående bog. Det er fortællingen om en havmåge, der afviger fra sin flok. Jonathan kan ikke indordne sig flokkens normer og lade sig nøje med at søge efter føde, spise og ellers følge flokkens døgnrytme.
Han elsker at flyve og bruger al sin tid på dette, og for hver dag der går, bliver han hurtigere og dygtigere til at flyve og manøvrere rundt i luften. For sagen er den, at når Jonathan flyver, glemmer han alt om tid og sted, han lever i nuet, og han er uafhængig og fri.

Jonathan bliver udvist fra flokken og dømt til at leve resten af sit liv alene. Dette bekymrer ham dog ikke, for i stedet for at være en del af frygten, kedsomheden og vreden, der prægede mågeflokkens liv, kan han i stedet flyve og dygtiggøre sig hver eneste dag.

Så en dag møder Jonathan to andre måger, strålende og smukke, milde og venlige, samt ikke mindst meget, meget dygtige til at flyve. De siger, de er kommet for at tage ham hjem, og Jonathan tror straks, at han nu er på vej i himlen.

Det varer lidt før det går op for havmågen at han IKKE er i himlen. Derimod tager de to havmåger Jonathan med til en anden flok, hvor alle har det til fælles, at de som Jonathan elsker at flyve og stræber efter at blive helt frie.

Nu er dette ikke kun en sød fortælling om en havmåge, der elsker at flyve, nej, det er en fabel, der kan sammenlignes med f.eks. ”Den lille prins” af Antoine de Saint-Exupéry.

Den indledes med ordene; ”Til den virkelige Jonathan Havmåge, som lever i os alle”, og man fornemmer med det samme, at fortællingen har noget på hjerte. Derfor er man fra starten ret opmærksom på, at den kan læses på mere end ét plan; for hvad er det, den vil fortælle os?

Det er ikke tilfældigt, at Richard Bach har valgt en havmåge og flyvning som metaforer i sin fabel, for det at flyve har vel altid været ensbetydende med frihed for menneskene. Og det er netop essensen af denne fortælling: hvordan vi alle kan blive frie og uafhængige og opnå netop det at leve i nuet uden en masse begrænsninger, der hindrer os i at leve det liv, vi virkelig ønsker.

Derfor - gør dig selv en tjeneste, tag en pause i den travle hverdag, og brug et par timer i selskab med ”Jonathan Livingston Havmåge”, og måske vil du blive en smule klogere på livet!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 Sikke en sommer.  Jeg er igang med rydde op i en masse billeder, så der kommer snart mere på min BLOG: