En hyldest til Grønland, Digt af Niels Underbjerg

Jeg synes at det her juleaften er på sin plads at komme med en hyldest til et land som har givet mig så meget!

Digtet er skrevet af Niels Underbjerg:

Har du aldrig set en Grønlandsk sommerdag forbløde i et farveorgie af gult og rødt

bag kanten af en isbelagt storcirkel, der var din tavse verdens yderste grænse.

Har du aldrig fanget af disse vældige drivismasser hørt som en hviskende forbandelse,

når flagerne sukkede og peb, mens de drevet af en usynlig magt pressede din skude.

Har du aldrig prøvet at svælge dig mæt i duften af det fattige lands livsaligheder,

når dets blide åndepust fik kæruldens lyslokkede hoveder til at nikke.

Har du aldrig hørt den rene og stille luft blive fyldt med kåd latter og lyden af åreplasken,

når den fyldte konebåd i skumringen roede forbi.

Har du aldrig set en fjeldsø fyldes til randen af blinkende stjerner,

mens fjerne hundehyl og ekkoet af et råb fortalte, at du ikke var alene på jordens arrede ryg.

Har du aldrig prøvet at brøle dig hæs og føle dig lille og bange,

når iskantens blåhvide stålkæber i uvejret kom dig nær med skum og fråde i mundkrogene.

Har du aldrig i en frostnat siddet tænderklaprende på en hundeslæde over tyndisen,

med dit dyrebare liv i den ene hånd,

og med den anden gennem foret i din bukselomme knuget din forfrosne tissemand.

Har du aldrig jublet af glæde og lettelse, når en fare var overstået, og nymånens gyldne båd

sejlede natten i havn med nordlysenes flimrende bråd om boven.

Har du aldrig følt trang til stille at hviske: ”Kære Vorherre! Stands sol og måne og lad tiden

stå stille en stund, så jeg kan fastholde dette øjeblik; skulle forsinkelsen forstyrre for meget,

så træk blot fra i den sidste ende tiden, der tabtes på det livsløb, der blev mit”

Hvis du ikke har prøvet noget af den slags, så har du aldrig oplevet Grønland,

som jeg har det, mens gode og lykkelige år fløj afsted som vinden.