I sporet af den Herrnhutiske Brødremenighed i Grønland

Forhistorien:

Den mähriske, også kaldet den Herrnhutiske Brødremenighed var en kristelig bevægelse, som opstod omkring grev Nikolaus Ludwig von Zinzendorff (1700-1760). Bevægelsen betonede især det rette følelsesmæssige forhold til Jesus frem for blot ret lære eller ret omvendelse

Kirken er ældre end den ovennævnte bevægelse og kan spore sine rødder tilbage til den førlutherske reformation. Kirken blev oprindeligt dannet i Böhmen-Mähren, efter at Johan Hus var blevet brændt på bålet i Konstanz som kætter, hvor grupper af bønder slog sig sammen i et fællesskab.

Under de efterfølgende religionsstridigheder i Europa blev kirken næsten udryddet, og dens medlemmer forfulgt. En lille gruppe søgte dog asyl på N.L.V. Zinzendorfs gods, Berthelsdorf i Sachsen, hvor de den 13. august 1727 gendannede Den fornyede Brødremenighed.

Zinzendorf organiserede Herrnhuterne til at missionere for hedninge. Herrnhuterne blev i første omgang sendt til de to danske kolonier Sct Thomas og Grønland. De første Herrnhuter kom til Grønland i 1733 hvor de slog sig ned i Frederiksdal i nærheden af det nuværende Nuuk. Herrnhuterne forlod 1933 Grønland. Deres huse står velbevarede tilbage og fortæller om en svunden tid. Se billederne senere!

Herrnhuternes mission på Grønland:

Christian den 6. udsendte i 1733 herrnhutiske missionærer, som skulle hjælpe den danske mission på Grønland. Uenighed mellem de to missioner førte til oprettelsen af Neu Herrnhut i juli 1733.

Tre herrnhutiske missionærer ankom den 20. maj til Grønland. De regnede med at kunne bygge huse af tømmer og ernære sig ved agerbrug, men de fandt hurtigt ud af, at de måtte medbringe tømmer hjemmefra. Det lykkedes dog herrnhuterne at dyrke roer og salat, men høsten var sjældent stor. Den grønlandske missionsstation blev derfor ikke selvforsynende med fødevarer sådan som de øvrige herrnhutiske missionsstationer.

Hans Egedes modtagelse af herrnhuterne:

Ved ankomsten til Grønland modtog den danske missionær, Hans Egede, de tre missionærer og viste dem til rette, og hans søn underviste brødrene i grønlandsk sprog.

Egede ønskede at få kendskab til brødrenes holdning til den lutherske lære. Men kontakten mellem Hans Egede og brødrene vanskeliggjordes, dels fordi brødrene ikke ville underlægge sig den danske mission, og dels fordi de kun forstod tysk. Derfor forhandlede Hans Egede og brødrenes leder, Christian David, skriftligt. Omfanget af disse skriftlige teologiske udredninger kom til at fylde 390 tætskrevne sider. Uenigheden medførte, at Hans Egede i 1736 rejste til Danmark.

Missionsstationen Neu Herrnhut:

Livet som missionær var imidlertid vanskeligt med knappe forsyninger, sult og sygdom.
Koppeepidemien i 1733 resulterede i 2000 – 3000 dødsfald blandt de 200 familier, som var bosiddende ved Godthåbsfjorden. De mange dødsfald fik Christian David til at frygte, at alle grønlænderne døde, og missionsarbejdet derfor ikke blev nødvendigt.

Missionærerne blev erstattet i 1735, og i 1736 kom de første kvinder også til Neu Herrnhut og missionen begyndte at tage form. Menigheden inddeltes ligesom i Christiansfeld i kor.

Missionens afvikling:

Herrnhuterne forblev på Grønland indtil 1933, hvor de blev "tvunget" til at rejse, fordi forholdet mellem Tyskland og Danmark havde været dårligt siden krigen i 1864.

Herrnhuternes mission på Grønland er et eksempel på, hvordan den danske kongemagt hentede immigrerende grupper til at varetage visse opgaver i de danske kolonier.

Portræt af Samuel Kleinschmidt:

Samuel Kleinschmidt (27. februar 1814, Alluitsoq, Grønland – 8. februar 1886, Noorliit / Ny Herrnhut, Grønland) var en tysk herrnhutermissionær og sprogforsker i Grønland. Han var søn af den tyske missionær Konrad Kleinschmidt og dennes danske hustru, Christina Petersen.

Samuel Kleinschmidt reddede det grønlandske sprog, da han udgav en grønlandsk-tysk ordbog foruden en grammatik (i 1851) og formulerede en grønlandsk retskrivning. Han foretog også den første oversættelse af Bibelen til grønlandsk. Han blev lærer på seminariet i Nuuk i 1859 efter at gentagne konflikter med hans menighed førte til hans afsked herfra.

Hans arbejde var præget af videnskabelig grundighed og en åben interesse for det grønlandske. Han sagde: "Af tilbøielighed er jeg grønlandsk".

I Nuuk er en skole opkaldt efter ham. Der findes også en stolpe, Samuel Kleinschmidts Lygtepæl, som han efter sigende hængte sin lygte på om morgenen efter turen fra sin bolig uden for byen til seminariet. Efter arbejde hentede han lygten igen til hjemturen.

Kirkebøgerne:

På herrnhutternes »Guds ager« (Tyskernæsset ved Nuuk) ligger 2373
personer begravet. Af gravene -små »hvilekamre« af sten - er kun uanselige rester tilbage. De døde
blev begravet i perioden 1741-1900.Takket være kirkebogen kender vi dem alle. Den rummer en mængde forskellige oplysninger, som ikke alene er af interesse for slægtsforskere, men også for studiet af
Grønlands kirke- og medicinalhistorie. Bogen foreligger nu på Grønlands landsarkiv i dansk oversættelse.

Nutiden:
Og nu min historie omkring dette her emne. I oktober var jeg et smut i Nuuk og en aften var jeg ude for at få en mundfuld frisk luft. Jeg gik nogle veje, som jeg ikke tidligere har gået og endte ved Tyskernæsset.
Jeg fik taget nogle billeder og tænkte ikke videre over det.

Noget tid senere købte jeg en samling af bøger udgivet af Det grønlandske Selskab og der var bogen "af tilbøielighed er jeg grønlandsk" om netop hele Samuel Kleinschmidt's liv med. Jeg kan varmt anbefale at læse denne bog. En sag på 500 sider, men den giver et godt billede omkring livet i Grønland for ca 150 år siden.